Borgerens egen læge er nøgleperson. Hvis en mistanke om demens bliver bekræftet af observationer og tests, reagerer lægen på dette. Hvis der er tale om svær demens, sætter lægen selv patienten i behandling. I alle andre tilfælde henvises til demensklinik eller demenscenter. Efter udredning og diagnosticering er det den praktiserende læge, der tager sig af den medicinske behandling og som siden har sin del af ansvaret for at følge op og justere tilbudet til patienten.

Ordet demens er afledt af de latinske ord de og mens og betyder oprindelig af-sind (afsindig). Ordet bruges som diagnose og som betegnelse for en tilstand, der omfatter svækkelse af hjernens funktion. Nogle professionelle vælger at bruge ’demenssyndrom’ i stedet for demens.

Lægen vurderer personens kognitive funktioner; indlæringsevne, hukommelse, koncentration, abstraktionsevne og fleksibilitet i tænkemåde. Stemningsleje, sprogbrug, følelsesregister, affektiv kontrol, spontanitet, energiniveau og social tilpasning kan ligeledes være faktorer, der ændrer sig hos personen. Tab eller svækkelse af færdigheder som for eksempel evnen til at købe ind, skrive et brev, tilberede et måltid eller at finde vej er også en del af sygdomsbilledet.

Det basale undersøgelsesprogram, der i de fleste tilfælde suppleres hos Demensklinikken eller Demenscentret, omfatter:

Anamneseoptagelse.
Personen og pårørende har hver for sig en samtale med den praktiserende læge for at afdække symptomer samt de oplevelser og reaktioner, der er i forbindelse med den opståede situation.
Klinisk objektiv undersøgelse.

Den praktiserende læge foretager en almen somatisk undersøgelse samt basale neurologiske, psykiatriske og kognitive undersøgelser herunder demenstest ved anvendelse af MMSE-test (Mini Mental State Examination) eller lignende og urskivetest. Der foretages ligeledes en vurdering af daglige funktioner (ADL).

Parakliniske undersøgelser
Patienten får foretaget basale blod- og urinprøver samt hjertekardiogram.
Der suppleres eventuelt med CT-scanning af hjernen.

Overvejelser vedrørende kliniske kriterier for demens, differentialdiagnoser og årsager til demenstilstanden.

I Danmark anvendes WHOs sygdomsklassifikationssystem ICD-10. I henhold hertil skal alle nedenstående kriterier være opfyldt for at stille diagnosen demens:

1. Svækkelse af hukommelsen, især for nye data.
2. Svækkelse af andre kognitive funktioner (abstraktion, tænkning, planlægning, dømmekraft).

3. Bevaret bevidsthedsklarhed i et omfang tilstrækkeligt til at bedømme punkt 1.

4. Svækkelse af emotionel kontrol, motivation eller social adfærd med mindst to af følgende symptomer:
      1. emotionel labilitet
      2. irritabilitet
      3. apati
      4. forgrovet social adfærd